Helt nyt i Viborg: Paintball med bue og pil

Opdateret: maj 25


at beskytte ansigtet. Foto: Viborg Bueskyttelaug

De fleste kender med garanti til paintball-konceptet. Men at man kan dyrke det som en sportsgren, hvor man i stedet for skydevåben udstyrer sig med bue og pil, er nyt for de fleste. I løbet af foråret vil Viborg Bueskyttelaug starte konceptet op med hjælp fra de støttekroner, som Nordea-fonden tildelte foreningen tidligere på måneden.

Lasse Brohammer lajha@viborgfolkeblad.dk

01 mar. 2020 kl. 12:30




Create Relevant Content


Viborg: Snart vil en helt ny sportsgren se dagens lys i Viborg.

Den lokale bueskytteforening, Viborg Bueskyttelaug, modtog tidligere på måneden 15.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens lokalpulje, som hvert år pumper mange millioner kroner ind i lokale projekter rundt omkring i hele Danmark.

Og det er netop med dén hjælpende hånd, at Viborg Bueskyttelaug kan spænde buen og fra foråret af tilbyde sine medlemmer en helt ny form for bueskydning.

- Det er ligesom paintball. Bare med bue og pil i stedet for skydevåben, forklarer Kathe Busk Rasmussen, som er formand i Viborg Bueskyttelaug.

Sportsgrenen kaldes combat archery, og det er ikke meget mere end et halvt år siden, at de første danske bueskytteforeninger stiftede bekendtskab med konceptet.

Umiddelbart kan det synes skræmmende at skyde pile efter hinanden, men Kathe Busk Rasmussen slår fast, at der ikke er noget at frygte. Combat archery kan dyrkes af alle - der er ingen aldersbegrænsning.

- Man bruger pile, hvorpå der sidder en 10 centimeter bred skumdims ude i enden. Og så har man selvfølgelig masker på, så man ikke får en pil i ansigtet, forsikrer Kathe Busk Rasmussen.

I combat archery møder to hold typisk hinanden i en kamp - der er fem skytter på hvert hold. Holdene skal på ægte paintball-manér finde et flag og bringe det ned i sin egen sikkerhedszone uden at blive ramt af pile fra modstanderholdet. Præcis som man kender det fra paintball, hvor man i stedet for pile skyder med små, farverige plastikkugler.

- Og jeg lover, at man får pulsen vildt meget op. Det hele foregår i et højt tempo, og en kamp varer vel ikke mere end fem minutter, siger formanden, som håber på, at den nye sportsgren kan trække nye medlemmer til foreningen.



Nordea-fonden

- Nordea-fonden uddeler årligt 30 mio. kr. fra lokalpuljen til lokalt forankrede projekter inden for sundhed, motion, natur og kultur i alle egne af Danmark. - Det typiske uddelingsbeløb er på 5.000-30.000 kroner til eksempelvis aktiviteter i foreninger, lokale events eller udstyr til klubben. Kilde: Viborg Bueskyttelaug



Vil hverve nye medlemmer

Selvom combat archery er helt nyt i Danmark, så arbejder Bueskydning Danmark allerede hen i mod, at sporten skal kunne bære et stort danmarksmesterskab. Faktisk startede den første 'danmarksturnering' allerede i sommeren 2019, og selvom den ikke havde deltagelse af ret mange klubber, var det en stor succes. Viborg Bueskyttelaug deltog selvsagt ikke i sidste års turnering, men det håber Kathe Busk Rasmussen på, at hendes skytter kan gøre fremover. - Vi vil rigtig gerne starte nogle hold op, som gerne vil lige netop det her, og som vil kunne repræsentere os ved turneringer. Vi håber jo, at vi kan tiltrække nogle nye medlemmer, da vi allerede har en masse skytter, som skyder traditionel bueskydning, siger Kathe Busk Rasmussen. - Og så skal man huske, at det altså ikke kræver det samme at blive god til combat archery, som det gør ved traditionel bueskydning. I combat archery skal man ikke have den samme fokus, koncentration og ro. Der er flere tilfældigheder og mere instinkt i spil, siger hun.


Foreningen mangler plads

Selvom Nordea-fondens giver muligheder for Viborg Bueskyttelaug, så mangler foreningen det vigtigste - plads. I øjeblikket holder skytterne til i et lille kælderrum i Overlundhallen, og skal man kunne tilbyde combat archery året rundt, og ikke kun udendørs når vejret tillader det, så kræver det nye lokaler. - Vi er virkelig ved at vokse ud i vores klublokaler i hallen, og derfor leder vi i øjeblikket efter noget halplads, så vi allerede i den kolde vinterperiode, kan starte combat archery op. Men helt generelt leder vi efter et nyt sted til klubben, fortæller Kathe Busk Rasmussen, som er helt klar over, hvad Viborg Bueskyttelaug har brug for. - Vi drømmer om en stor industrihal, som vi kan være i. Og gerne noget tæt på Viborg by, men vi er desværre ikke ret langt i processen, da det er svært at finde noget der er stort nok. Uanset om Viborg Bueskyttelaug finder nye lokaler i løbet af de kommende måneder, vil foreningen i maj holde sit årlige åbent hus-arrangement. Det finder sted udendørs, og her vil al fokus ligge på at vise combat archery frem. - Og dét glæder vi os til, slutter formanden.




5 visninger
  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon

©2020 Hjemmesidedesign af Malthe Busk (malthebusk@gmail.com)