Børn skød efter hinanden på sportsplads



Når man går til combat archery, får man muligheden for at gå i kamp mod hinanden. Foto: Christine Krüger Hansen



Det var bare for sjov, og det var med bue og pil, at børn og unge lørdag fik lov til at skyde efter hinanden på sportspladsen bag ved Søndermarkskirken.



Viborg: Det er nyt, det er sjovt - og så får man lov til at skyde hinanden. Det kunne være opskriften på et populært computerspil, men det er det ikke.


Combat archery har dog en del elementer til fælles med adskillige computerspil, og formand for Viborg Bueskyttelaug, Kathe Busk Rasmussen, er ikke blind for, at den forholdsvis nye idrætsgren inden for bueskydning måske kan tiltrække nogle af de unge mennesker, der sidder lidt for meget foran computerskærmen.


Og det var da også hovedårsagen til, at hun, sammen med andre medlemmer af Viborg Bueskyttelaug, lørdag formiddag havde inviteret til en times gratis sved på panden på sportspladsen bag Søndermarkskirken.


- Jeg vil gerne have fat i de unge mennesker, der efterhånden har siddet hjemme alt for længe på grund af corona, siger hun og peger ud på banen, hvor en flok børn og unge iklædt røde og blå masker og bevæbnet med bue og pil bevæger sig rundt blandt store grønne oppustede trekanter.


Der er en kamp i gang - og deltagerne er delt op i to hold og forsøger nu at skyde hinanden.



Det er vigtigt, at man bærer maske, når man går til combat archery. Det er ikke en farlig sport, men har man ikke maske på og bliver ramt af pilen, kan man godt brække næsen. Foto: Christine Krüger Hansen


- Combat Archery er action, samarbejde og taktik, og så er det virkelig sjovt. Man spiller sammen i hold og skal i de tempofyldte spil dyste mod et andet hold. Det giver sved på panden og store smil, siger Kathe Busk Rasmussen.


Hun har planer om at søge fonde, så hun fortsat kan tilbyde unge mennesker muligheden for at komme ud at røre sig og have det sjovt, uden at de skal betale for det.


Et godt tilbud

- Det her tilbud, som vi har i dag og forhåbentlig også fremover, kræver ingen indmeldelse i klubben. Det er blot et tilbud om at komme ud og bevæge sig og have det sjovt, siger hun, der mener, at det nogen gange kan være for meget for nogen af de unge, at de nødvendigvis skal melde sig ind i en klub for at komme i gang.


- Jeg ved også godt, at vi er startet lidt tidligere, end man normalt ville, men i combat archery står man ikke stille som ved klassisk bueskydning. Man bevæger sig hele tiden, så de kommer ikke til at fryse, siger hun med et smil.


To af deltagerne denne lørdag formiddag, hvor vinden rykker noget i de grønne oppustede trekanter, der fungerer som skjul for bueskytterne, er Lucas og Cornelius, der begge er 10 år.


Cornelius er medlem af klubben og har skudt med bue og pil, siden han var fem år, men det er første gang for Lucas, og han hygger sig.


- Det er rigtig sjovt, og jeg kunne godt overveje at gå til det, siger han, der ellers, når der ikke lige er corona, er ganske aktiv.



- Normalt går jeg til svømning, floorball og badminton, men det kan jeg ikke lige nu. Jeg savner især badminton, siger Lucas, der som mange andre drenge på sin alder også bruger en del tid bag skærmen.


- Jeg spiller for eksempel Fortnite, men det er også sjovt at komme ud og kæmpe med bue og pil i virkeligheden, siger han, inden der kaldes til en ny kamp på sportspladsen.

Det kræver ikke noget særligt at deltage i combat archery.


- Vi har det rette udstyr, så man skal bare møde op, siger Kathe Busk Rasmussen.


1 visning0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon

©2020 Hjemmesidedesign af Malthe Busk (malthebusk@gmail.com)